Hvad flamenco er: cante, baile, toque

Tre kunstarter i én

Med UNESCO's ord forener flamenco sang, dans og musikalitet i én enkelt kunst. Hver af dem har et spansk navn, og du vil høre ordene i enhver tablao. Ingen af de tre er kun dekoration for de andre: guitaren er for længst vokset ud af sin første rolle som akkompagnement, og sangeren og danseren kan hver især føre et stykke an, mens de andre svarer.

• Cante: det sungne vers, af en cantaor eller cantaora
• Baile: dansen, med fodarbejde, arme og kropsholdning
• Toque: guitaren, som også holder rytmen

Palmas og jaleo

Mellem og under de tre kunster kommer lyden af hænder. Palmas er håndklap, og hvor ingen guitarist spiller, kan de bære hele rytmen. Jaleo tilføjer stemmen: rytmisk klappen sammen med tilråb, der opmuntrer udøverne, såsom olé. Wikipedia bemærker, at klappene kan formes som en skål for en hul lyd eller slås med stive fingre for en skarpere lyd. Begge er en del af kunsten, ikke afbrydelser af den. Når du hører lokalet klappe i grupper og en stemme råbe mellem slagene, hører du compás blive holdt og udøverne blive tilskyndet på samme tid.

Compás: rytmen nedenunder

På spansk betyder compás den gentagne rytmiske cyklus, som et stykke er bygget på, og den er fundamental for flamenco. Den mest almindelige cyklus løber over tolv slag, med accenter der ikke falder, hvor en klassisk musiker ville forvente et nedslag. Forskellige former placerer accenterne forskelligt, og det er sådan, erfarne lyttere skelner dem fra hinanden. Du behøver ikke at tælle for at nyde et show, men at vide, at der er en tolvslagtspuls, forklarer, hvorfor klappen kan lyde som en samtale.

Palos: formerne

Hver flamenco-stil kaldes en palo, og eksperter skelner dem fra hinanden ved rytme, mode, akkorder, versets form og deres oprindelse. Der er mere end halvtreds. Traditionelt sorteres de i tre familier: den alvorligste, kaldet cante jondo; den lettere, mere festlige cante chico; og en mellemgruppe, der ikke passer til nogen af dem. Et program bevæger sig normalt mellem dem, fra alvorligt til livligt. De mest kendte inkluderer soleá, seguiriya, tangos og bulería.

Læs næste: Buleríaen: flamencos festrytme

Hvor det kom fra

Andalusien er flamencoens hjerte land i UNESCO's beretning, med Murcia og Extremadura også en del af dets rødder, og Gitano-samfundet tillægges en central rolle i at forme det. Wikipedia rapporterer en tro på, at det opstod i slutningen af 1700-tallet i byerne på den nedre Guadalquivir-slette, og Jerez de la Frontera rummer det tidligste skriftlige spor. De Gitano-familier, der dyrkede det, og kulturerne omkring dem, formede en blandet tradition, som ingen enkelt oprindelse forklarer.

Fra familiesammenkomster til tablaoen

Flamenco begyndte som en intim udtryksform, sunget ved familiesammenkomster og fejringer, og UNESCO bemærker, at den gives videre gennem familier, dynastier og flamenco-klubber. I det 19. århundrede tilbød de første cafés cantantes det som et show, og i det 20. århundrede nåede det teatrene og den bredere verden. En tablao bevarer den lille skala fra de tidlige dage: en scene tæt på bordene, så du hører hælen og åndedrættet.

Flamenco på scenen gennem tiden

Wikipedia sporer vejen fra stuen til scenen i etaper. Det 19. århundredes første cafés cantantes tilbød flamenco som et show, og den professionelle sanger opstod i dem. Fra 1920'erne og frem til 1950'erne annoncerede arrangører flamenco som flamenco-opera og satte det op i tyrefægterarenaer og teatre, hvilket spredte det over hele Spanien og i udlandet. Det første professorat i flamencologi blev grundlagt i Jerez de la Frontera i 1950'erne, og i 2010 anerkendte UNESCO kunsten som immateriel kulturarv.