Buleríaen: flamencos festrytme

Hvad en bulería er

Buleríaen er en hurtig flamencorytme, og Wikipedia kalder den flamencos emblematske palo. Få palos er så populære eller så dramatiske. Den opstod i Calé-romafællesskabet i Jerez i 1800-tallet, først som en livlig, munter afslutning på soleares og beslægtede palos, og nu afslutter den ofte en hel flamencosammenkomst med kraftfuld dans og trampen. Fordi den begyndte som en opløftende afslutning, signalerer lyden af en bulería ofte, at aftenen bevæger sig fra det alvorlige mod det festlige.

At tælle til tolv

Buleríaen kører på en tolvslagssyklus. I dag spilles den oftest med accenter på tredje, sjette, ottende, tiende og tolvte slag, og cyklussen begynder på slag tolv, så accenten kommer først. Palmas spilles i grupper på seks, hvilket skaber kontrarytmer inde i de tolv, og dansere tæller normalt i seks snarere end tolv. Hørt på en anden måde er det en takt i seks-otte efterfulgt af en takt i tre-fire.

Hvorfor den lyder som en fest

Hastighed og frihed gør forskellen. Wikipedia beskriver buleríaen som den form, der tillader mest improvisation, med rytmen som det centrale i alt. Udøvere har brug for hastighed, smidighed og fast kontrol, og dansere bruger intrikat fodarbejde med tå, hæl og fodballen. Hvor langsommere palos lader en sanger holde en tone, presser buleríaen hele tiden fremad, og derfor er den det naturlige sted for en danser at vise sig frem og for salen at stemme i med klappen. En undersøgelse af mere end to tusind flamencotekster, opsummeret af Wikipedia, fandt også, at bulerías dækker det bredeste udvalg af emner.

Hvor navnet kommer fra

Navnet spores til det spanske verbum burlar, at håne, eller til substantivet bullería, som betyder larm, råb eller spektakel. Begge passer til lyden af en bulería i fuldt flor, når klappen, råb og trampen overlapper hinanden. Tablaoen i Valencia, som dette site følger, deler navn med formen, og dens egen forestillingsside nævner bulerías blandt de palos, den præsenterer, side om side med de ældre og mere alvorlige tonás, seguiriyas og soleares og de livlige tangos.

Regionale stilarter og tempi

Bulerías opdeles nogle gange i bulerías al golpe, som er langsommere, og bulerías ligadas, som er hektiske. Regionale stilarter kommer fra Lebrija, Jerez, Cádiz og Utrera, og Jerez er den mest almindelige. I nogle regioner, som Jerez, holder rytmen sig i en enklere seks-takts cyklus og bruger kun de tolv til at afslutte en frase. Det er derfor, to bulerías kan føles så forskellige, selv når begge danses i højt tempo.

At synge og spille en bulería

Når en bulería synges, har den tre eller fire linjer med otte stavelser hver. Guitaristen begynder altid på slag tolv, så accenten høres først, og et typisk strummemønster bruger kun to akkorder, accentueret af slag på guitaren. Traditionelle spillere bruger akkorder fra den andalusiske kadence, den akkordsekvens Wikipedia beskriver som typisk for flamenco, mens moderne spillere påvirket af jazz bruger mere varieret harmoni. Det hele ligger under klappen.

At lytte efter den i en tablao

Når guitaren sætter tempoet op, og klappen begynder at overlappe, hører du sandsynligvis en bulería. Lyt efter, at cyklussens første slag lander på accenten, og derefter efter sangeren, der veksler vers med danseren. Du behøver ikke at tælle. Betragt lokalet: når ensemblet afslutter aftenen med en bulería, har klappen en tendens til at brede sig fra optrædende til bordene.

Læs næste: Sådan ser du et flamencoshow